Montecarrubo Vin
Vinding Montecarrubo VinSusie og Peter Vinding-Diers overtog Montecarrubo i marts 2005 efter mere end ét års forhandling med ejerinden, frk. Pandolfini fra Melilli hvor parret boede. En ældre, lidt stramtandet dame, datter af en tidligere borgmester og tæt på sine penge. Gården var mildt sagt et vildnis med gamle oliventræer, som havde stået upassede i årevis, lasede mandeltræer og halvdelen af en gammel stald nede ved gærdet til naboen. Montecarrubo er et stykke af en vulkan, som er gået ud for mere end to millioner år siden. Ved overtagelsen så halvdelen af jorden umiddelbart godt ud, mens den anden halvdel var fyldt med store klippestykker, sten og gamle græsgange. Men beliggenheden er alligevel noget særligt: Skrånende ned mod det Ioniske Hav med en konstant kølig brise. ”Gregalen”, hedder den, fordi den kommer fra Grækenland og endda har oprindelse i Sibirien. Selv på de varmeste dage i slutningen af juli og august blæser den sin kølige luft ind over markerne. Også jorden er noget særligt: Loess (udvasket, vulkansk ler), kalksten og sand, og helt oppe på det højeste punkt (150 m) ligger resterne af et koralrev. For to millioner år siden lå vulkanen i havet, midt i en tropisk zone, men vulkanen var en ferskvandsvulkan. PH ligger i dag på 7,5, og Peter Vinding-Diers måtte bore 160 meter ned for at få vand - to liter i sekundet, rent og lige til at drikke. En god ven lånte Peter sin bulldozer, så han kunne rippe de store klippeblokke op af jorden. Til sidst fik de ryddet halvanden hektar – og jorden, som var kommet frem i dagens lys, var ca. 1 meter dyb, fyldt med humus og porøs med masser af ilt - ideelt at plante vinstokke i!
|