Ardbeg Whisky
Ardbeg Islay Single Malt Skotsk Whisky Om Ardbeg Renæssance dram For lidt mere end 10 år siden sluttede Ardbeg en periode med start-stop produktion og kom tilbage til fuld damp. Og som Dominic Roskrow fortæller, går det fra styrke til styrke. Hvis du ser tilbage på whiskyindustrien i 2008, hvad husker du så bedst? Er det strømmen af destilleriåbninger, destilleri genåbninger, destillerisalg eller rygter om salg; eller mylderet af nye emballager og excellente nye brands, der gør 2008 til et ekstraordinært dynamisk år. Året har været vibrerende og meget varieret, men det destilleri der har formet det for mig, har uden tvivl været Ardbeg. Gennem en række tilfældige og usammenhængende begivenheder har Ardbeg og dets moderselskab Glenmorangie/LVMH domineret stort gennem mit år, og har leveret nogle af de mest levende minder. Mit første vinterbesøg på Ardbeg, og i særdeleshed Islay, for eksempel. Under rungende skyer og piskende horisontal regn var destilleriet koldt og stille, destilleringsudstyret skilt ad til vedligehold og The Old Kiln Cafe var tom. Ikke noget nogle få udvalgte smagsprøver og det imødekommende smil fra den nye destiller Michael Heads ikke kunne kurere selvfølgelig, men alligevel en oplevelse der kunne gøre en ædru, i lyset af det mentale billede jeg havde af destilleriet, fyldt med latter og lys. I den anden ekstrem har jeg været vidne til det mest betagende og dramatiske Ardbeg, ved solopgang på en sommerdag fra en sejlbåd, netop da en spæd sol sendte en gylden pil over det krappe hav og vores bov pløjede gennem bølgerne og sendte sprøjt af brækkede søer som et øjeblik forstyrrede udsigten før destilleriets hvide mure igen steg op over dønningerne. Og så har der været whiskyerne: den pragtfulde nye 10-års, værdig til den anerkendelse den har fået; en dråbe af committee aftapningen Corryvreckan, opkaldt efter de sydende hvirvelstrømme lige ud for Islay og en intens, krydret og frugtig whiskyperle, delt med venner; sidst men ikke mindst Renaissance, den sidste af ’fire år - fire flasker’ – rejsen, som har tegnet Ardbeg gennem progressionen fra stormfuld ungdom til dets fulde glans. Endelig var der det overraskende opkald fra Bill Lumsden, chef for whiskyfremstilling og destillering, som ringede fra Disneyland i Florida under en familieferie, vedrørende planerne om at sælge Glen Moray, flytte fra Broxburn og bruge flere penge på tappeanlæg og lagringsplads til Ardbeg og Glenmorangie. Når sandheden skal frem, mistænker jeg, at han lige så meget ringede for at høre hvad der skete med All Blacks (New Zealands rugbylandshold, red.), til hvem vi deler kærligheden og som nyligt var blevet slået af Sydafrika. Hvor relevante disse minder er og hvor mange følelser de end fremkalder, er det, det sidste vi må se tilbage på som det vigtigste. Beslutningen, fra Glenmorangies ejere, Louis Vuitton Möet Hennessy, om at afhænde deres eget mærke og sætte pris på whiskyvirksomhed og skære Glen Moray fra, er en kold og beregnende beslutning, men den kan markere begyndelsen til enden på det destruktive og egoistiske forhold mellem den britiske supermarkedssektor og deres whiskyproducerende kollaboratører. For Ardbeg kunne det meget vel komme til at symbolisere tidspunktet, hvor destilleriet blev myndigt og gik fra en loyal og passioneret tilhængerskare til en mere populistisk berømmelse for at give Laphroaig- elskere smæk for skillingen. I fodboldterminologi da det stoppede med at være Aston Villa og begyndte at konkurrere fast med Manchester United og Chelsea. Flytningen af fokus til firmaets to stærkt efterspurgte malts giver Ardbeg friheden og midlerne til at stræbe efter den bedre ende af maltmarkedet, og til at gøre mærket tilgængeligt for et helt nyt publikum. Halleluja for det. For hvis et destilleri nogensinde fangede essensen af alt hvad der er godt ved et skotsk destilleri, det er den buskede hund der er Ardbeg, dets stormomsuste stier og dets vægge medtagne af vinterstorme, sidst i en tredobbelt ’røget destilleri’ sandwich lavet af det autoritative og storslåede Lagavulin og det pulserende monster og den verdensomspændende succeshistorie, som er Laphroaig. Det er et lillebitte destilleri, gårdspladsen leder ind til den nu berømte Old Kiln Cafe, komplet med skiftende butik. Gamle maltlader giver de søde bygninger en rustik charme, hvor væggene stadig er prydet af kridtmærker, strækkende sig 60 år tilbage og markerende ’dram pauser’, da destilleriarbejder havde lov til at nyde en lillebitte whisky under arbejdet. Med hensyn til fremstilling af malt er Ardbeg fuldstændig som den lille pige i sangen, som er meget, meget sød, når hun er sød, men når hun ikke er, er hun rædselsfuld. Hun – og Ardbeg er en hun, ingen tvivl herom – er en kompleks og besværlig madamme, dygtig til raserianfald. Det er ingen tilfældighed at destilleriudstyret er skilt ad for vedligehold om vinteren, og lige siden hendes genfødsel, da produktionen blev stoppet og startet en del gange, før den fandt sig til rette i en vis størrelse, har hun været problematisk. Det er hvad der gør Ardbeg speciel. Selv nu, er der ingen virkelig forklaring på den unikke og specielle stil på whiskyen der kommer fra stills’ne. Ardbeg arbejder hårdt for at følge med de fleste andre destillerier. Det producerer lige over en million liter råsprit hvert år, og selv om Bill Lumsden siger han kan presse lidt mere ud af det, er der ikke meget spillerum fra destilleriets enkelte par stills. Ardbeg kører et system med 13 maske en uge og 14 den næste og producerer 22.000 til 23.000 liter råsprit hver uge. Malten, som bliver leveret i 60 tons portioner to eller tre gange om ugen, har en ppm på ca. 55. Gæringen foregår i seks washbacks, som hver kan indeholde 23.500 liter, og varer 55 timer, men den færdige sprits udprægede komplekse og søde særpræg er næsten helt sikkert resultat af den imponerende spirit still, en gammel Bentley motor af en still som holder hof over destilleriets drift som en gnaven, gammel løve. Ardbeg's cut, som er betydeligt, løber mere end 4½ time, mere end halvdelen af det totale, og indeholder råsprit, som falder fra 74 % alkohol til 62,5 %. Råspritten fyldes på fad ved 63,5 %. Cirka en fjerdedel af alle fade bliver for nuværende lagret på destilleriet, men dette tal vil stige, takket være LVMH's investering. Den færdige råsprit er selvfølgelig helt særlig. Der er nok nogle som vil mene at Ardbeg ikke er hvad det plejede at være, men det er få. Jeg vil mene at der er få destillerier, som konsekvent har leveret produkter af topkvalitet igen og igen, knap nok med en fejl i sigte. I de 13 eller 14 år siden destilleriet blev lappet sammen, malet og kickstartet tilbage til livet har det etableret sig selv som en malt whisky af fineste orden. Det er ikke tilfældigt. Glenmorangie har gjort sig umage for at involvere loyale Ardbeg-drikkere i processen gennem Ardbeg committee, og under Bill Lumsdens årvågne øje, har firmaet sørget for at malten ligger tæt på dens ideal. Under mit sidste besøg på destilleriet producerede Micky Heads nogle mærkelige og fantastiske casks: jomfrueligt ristede fade, forskellige vinfinishes og de var aldrig mindre end fascinerende. Men de er nok heller ikke til denne verden, ikke i deres rå form. Lumsden gør sig virkelig umage for at adskille, hvad han kan gøre på Glenmorangie og hvad han gør med Ardbeg. ”Beskaffenheden af whiskyen på Ardbeg gør den meget anderledes”, siger han. ”Der er ikke så meget spillerum med røgen, til at prøve nogle af de finishes vi laver med Glenmorangie, for det ville bare ikke fungere. Det betyder ikke at vi ikke vil prøve nye ting, men de er nødt til at passe med Ardbeg's generelle natur”. Det har været et godt, godt år for Ardbeg. Det har givet gode, gode minder. Alt tyder på at der kommer mange flere. Owner: Region/district: The Glenmorangie Co Islay (Moët Hennessy) Founded: Status: Capacity: 1815 Active (vc) 1 150 000 litres Address: Port Ellen, Islay, Argyll PA42 7EA Tel: website: 01496 302244 (vc) www.ardbeg.com History: 1794 – First record of a distillery at Ardbeg. It was founded by Alexander Stewart. 1798 – The MacDougalls, later to become licensees of Ardbeg, are active on the site through Duncan MacDougall. 1815 – The current distillery is founded by John MacDougall, son of Duncan MacDougall. 1853 – Alexander MacDougall, John’s son, dies and sisters Margaret and Flora MacDougall, assisted by Colin Hay, continue the running of the distillery. Colin Hay takes over the licence when the sisters die. 1888 – Colin Elliot Hay and Alexander Wilson Gray Buchanan renew their license. 1900 – Colin Hay’s son takes over the license. 1959 – Ardbeg Distillery Ltd is founded. 1973 – Hiram Walker and Distillers Company Ltd jointly purchase the distillery for £300,000 through Ardbeg Distillery Trust. 1974 – Widely considered as the last vintage of ‘old, peaty’ Ardbeg. Malt which has not been produced in the distillery´s own maltings is used in increasingly larger shares after this year. 1977 – Hiram Walker assumes single control of the distillery. Ardbeg closes its maltings. 1979 – Kildalton, a less peated malt, is produced over a number of years. 1981 – The distillery closes in March. 1987 – Allied Lyons takes over Hiram Walker and thereby Ardbeg. 1989 – Production is restored. All malt is taken from Port Ellen. 1996 – The distillery closes in July and Allied Distillers decides to put it up for sale. 1997 – Glenmorangie plc buys the distillery for £7 million (whereof £5.5 million is for whisky in storage). On stream from 25th June. Ardbeg 17 years old and Provenance are launched 1998 – A new visitor centre opens. 2000 – Ardbeg 10 years is introduced. The Ardbeg Committee is launched and has 30 000 members after a few years. 2001 – Lord of the Isles 25 years and Ardbeg 1977 are launched. 2002 – Ardbeg Committee Reserve and Ardbeg 1974 are launched. 2003 – Uigeadail is launched. 2004 – Very Young Ardbeg (6 years) and a limited edition of Ardbeg Kildalton (1300 bottles) are launched. The latter is an un-peated cask strength from 1980. 2005 – Serendipity is launched. 2006 – Ardbeg 1965 and Still Young are launched. Distillery Manager Stuart Thomson leaves Ardbeg after nine years. Almost There (9 years old) and Airigh Nam Beist are released. 2007 – Ardbeg Mor, a 10 year old in 4.5 litre bottles is released. 2008 – The new 10 year old, Corryvreckan, Rennaissance, Blasda and Mor II are released. 2009 – Supernova is released, the peatiest expression from Ardbeg ever. 2010 – Rollercoaster and Supernova 2010 are released. 2011 – Ardbeg Alligator is released. Ovennævnte tekst er fra Malt Whisky Year Book. Tak til Ingvar Ronde, forfatter til Malt Whisky Year Book 2012 - Køb den sidste nye udgave her |
