0
0,00 DKK
Indtast søgeord...
 
  • Levering fra 39 kr.

    2-5 hverdage

  • Fri fragt

    Ved køb over 899 kr.

  • Kundeklub

    Optjen 5% bonus pr. ordre

  • Fysisk butik

    Vejstruprødvej 15 i Sjølund

Det afgør, hvad din rom skal koste - Indlæg af Allan Bjerreskov

Det afgør, hvad din rom skal koste - Indlæg af Allan Bjerreskov

Hvorfor koster din rom, det den koster?




Indlæg af Allan Bjerreskov

Tropisk lagring? Vintage rum? Pot still? Premium matured rum?
Der er meget at forholde sig til, når du skal vurdere, om prisen på den rom, du har kastet din kærlighed på, er fair. I dette indlæg vil jeg prøve at hjælpe dig til at forstå, hvad producenterne med en vis rimelighed kan tillade sig at kræve høj betaling for - og hvor du kan tillade dig at være skeptisk.

Alkoholstyrke

Kort og godt: Mere alkohol betyder mere rom og mindre vand. Så høj alkoholstyrke er dyrere at producere end lav.
Derfor: Rom (og al anden spiritus) lander ikke naturligt på 40% i produktionen. De klassiske 40% rammer producenterne ved at vande deres rom ned. Det gør de, fordi den typiske forbruger er vant til, at spiritus er flasket ved 40%, fordi det er billigere i afgifter, og fordi man kan få mere ud af sit råprodukt, når man fortynder det med vand. Selv rom med over 50% alkoholstyrke kan være vandet ned, så hvordan fordelingen mellem rom og vand i flasken er, kan være svært at gennemskue. Men det er i hvert fald med til at gøre din rom billigere at producere, når man tilsætter vand, hvilket betyder, at der kommer flere flasker ud af den enkelte produktion.
Undtagelsen: Du kan godt finde rom med lav alkoholprocent, som har været dyre at producere og ikke er vandet ned. Har en rom ligget meget længe på fad uden konsolidering, kan den over år godt ende op med at have en naturlig alkoholprocent et sted i fyrrerne. Et eksempel er Motebello-rommen fra Veliers Flora Antillum-serie, der efter 19 års tropisk lagring er tappet fra tønden med en naturlig styrke på 41,3%.


Facebook
Pinterest
LinkedIn

Tropisk eller kontinental lagring?
Kort og godt:
Tropisk lagring er dyrere end kontinental lagring
Derfor:
Det er ikke ligegyldigt, hvor din rom har lagret. 12 år er ikke bare 12 år. Oftest skelner man mellem, om rommen har lagret i et tropisk eller kontinentalt klima. De tropisk lagrede rom ligger ofte i lagerhaller på de destillerier, der producerer dem, mens kontinentalt lagrede rom normalt bliver købt helt nye eller ret unge hos destillerierne for derefter at ligge hos romkøbmænd i Europa, der sælger videre til uafhængige aftappere. Hvilken forskel gør det så, hvor rommen har lagret? Måske skulle man tro, at det ville være en fordyrende proces at fragte rommen til Europa, hvor udgifter til lagerhaller og løn til personale er højere end mange steder i troperne. Men klimaet i troperne gør, at rommen hurtigere trækker smag fra tønderne - ligesom fordampningen (også kendt som Angel’s share) er noget højere der. Så hvis den samme rom bliver lagt på to tønder i ti år i hhv. Jamaica og Europa, vil der være væsentligt mere rom tilbage i den europæiske tønde, når de skal tappes. Det betyder også, at en tropisk lagret rom på færre år vil opnå en mere intens smag, men hvor lang lagring også nogle gange kan kamme over og resultere i, at træet fra tønden kommer til at fylde for meget i smagen. Kontinental lagring giver en roligere og mere elegant udvikling af rommen. De uafhængige aftappere Velier og Scheer udgav for et par år siden to sæt, hvor man kunne smage den samme jamaicanske rom lagret lige længe hhv. kontinentalt og tropisk. Om man er til det ene eller det andet er en smagssag, men du kan godt regne med, at hvis en producent skriver “aged in the tropics” eller lignende på flasken, så er det noget, du kommer til at betale for. Desværre er mange producenter ikke åbne om, hvor deres rom har lagret. Køber du distilleriernes egne brands, vil de oftest være lagret i troperne, mens mange af de uafhængige aftappere flasker kontinentalt lagret rom.
Undtagelsen: Lagring er mere komplekst end at skelne mellem kontinental og tropisk lagring. Det afhænger for eksempel også af, hvor stor og slidt den tønde, rommen bliver lagret på, er. Smider man den samme rom på en lille og helt ny tønde i Europa og på en stor, gennembrugt bourbon-tønde i troperne, vil den europæiske hurtigere tage farve og smag fra træet end den tropiske. Selv små klimaforskelle kan også påvirke lagringen. Velier og Neisson flaskede i 2020 et sæt med tre flasker af den samme fire år gamle rom, som havde lagret i ens tønder men i tre forskellige lagerhaller for at vise, hvordan det kan påvirke udviklingen.

 

Alder
Kort og godt:
Gammel rom er dyrere end ulagret rom
Derfor: De færreste taber nok kæben af forundring, når jeg skriver, at lagring er med til at hæve prisen på rommen. Det koster selvfølgelig at have rommen til at ligge og optage lagerplads i stedet for at stå på hylden hos forhandlerne, ligesom indholdet af tønderne langsomt vil forsvinde over årene. Så det handler i stedet om at gennemskue, om producenten er ærlig om alderen på rommen. Lovgivningen siger, at skriver en producent “10 years old” eller “aged for 10 years”, skal det yngste rom i flasken være 10 år gammel. Det har ramt en del romproducenter - særligt fra de spansktalende lande, hvor solera-metoden har været udbredt. Et klassisk eksempel er Zacapa, der har fjernet alle ord om år fra deres flaske, men har ladet tallet 23 stå. Er det fair? Det må du vurdere, men du skal i hvert fald være opmærksom på, at mange producenter har et tal stående på flasken, der har lige så lidt at gøre med indholdet, som når du bestiller en nr. 23 på det lokale pizzaria. Det kan referere til den ældste rom i et blend (som typisk vil være en meget lille del af indholdet), et jubilæum for producenten eller andet. Men et ærligt udtryk for, hvad du får - og skal betale for - er det ikke. Står der eksplicit, at rommen har lagret i et bestemt antal år? Ellers har den nok ikke. Og jeg ville i hvert fald godt se den romproducent, der kunne få en forretning til at hænge sammen ved at lagre rom i 23 år og sælge det til 400 kr. i alverdens supermarkeder. Så tænk over, om prisen er for god til at være sand.
Mens nogle producenter fjerner ord om år fra deres flasker, har andre valgt at fjerne tallet. Det gælder fx på Hampden Pagos, hvor man skal surfe godt rundt på internettet for at sjusse sig frem til, at rommen må være et sted mellem tre og fire år gammel. Når producenter som Hampden vælger ikke at fortælle, hvor gammel rommen er, kan man spekulere i, at de er ret bevidste om, at et aldersstatement på tre år nok ikke vil gøre noget specielt godt for hypen om rommen og dermed den pris, de kan tage for den.
Undtagelsen: I takt med, at rom vinder frem i popularitet, svinder producenternes beholdning af gammel rom, og flere begynder at se en fidus i at overbevise forbrugerne om, at ulagret rom også kan rive dine smagsløg rundt. Det kan det bestemt også. Der findes rigtig meget spændende hvid rom på markedet. Nogle af dem bliver produceret i små mængder som kan være med til at gøre prisen for en ulagret rom højere end en masseproduceret rom, der har nogle år på bagen.







Fancy floskler
Kort og godt:
Mange producenter forsøger at lokke dig til at betale mere for deres rom med dyre ord, der ikke har nogen reel betydning.
Derfor: Reserva Exclusiva. Slow aged. Premium rum. Alt sammen lyder flot, men det bidrager ikke med noget som helst af reel værdi, som du bør betale for. Mange romproducenter opfinder deres egne termer, de kan pynte deres rom med i håb om at forbrugeren så tænker, at indholdet må være noget af det ypperste. De tre nævnte eksempler er blot få af mange - men lad os prøve at kigge nærmere på dem. Reserva Exclusiva står på en del flasker fra spansktalende lande - bl.a. Diplomatico. Der er bare ikke nogen krav til, hvad en “eksklusiv reserve” er. Og helt ærlig, så kan den nok ikke være voldsomt eksklusiv, når man tager deres produktionsvolumen i betragtning. Slow aged er “opfundet” af Flor de Caña fra Nicaragua. Mig bekendt går tiden ikke langsommere i Nicaragua end i resten af verden. Og premium rum er som regel noget, der står på flasker, som i virkeligheden ikke er særlig premium. Der er ikke fastsat nogen definition af, hvad der skal til for at være “premium”, så det er gratis at skrive på flasken. Og det lyder jo meget godt, ikke? Du skal bare ikke betale for det - nok nærmere være lidt skeptisk omkring, om den “premium” flaske, du står med i hænderne, virkelig er prisen værd.
Undtagelsen: Du kan komme ud for at finde flasker, som ikke bare smykker sig med tomme tillægsord, men som enten forhandlere eller producenter kalder rom - uden at indholdet i flasken lever op til kravene. Ifølge lovgivningen i EU må der ikke være tilsat mere end maksimalt 20 gram sukker per liter, hvis et produkt skal markedsføres som rom. Ligesom der heller ikke må tilsættes smag, hvis et produkt skal stå på romhylden uden at bryde loven. Mærker som for eksempel Captain Morgan og A.H. Riise tilsætter for meget sukker eller smag i deres produkter til, at det må kaldes rom. Det kan sagtens smage godt - men rom er det ikke. Heller ikke selvom de stadig gerne vil have dig til at tro det ved at bruge vendinger som “superior spirit drink made from premium matured rum”. På den måde holder de sig inden for loven, mens de gør deres bedste for at overbevise dig om, at der altså er eksklusiv rom i flasken, selvom det ikke er tilfældet.

 

Eksklusivitet og hype
Kort og godt:
Enkeltfadsaftapninger og et mærke/aftappers renommé kan være med til at presse prisen højere op, end indholdet egentlig kan bære.
Derfor: Når der er en ny flaske på vej fra Velier, Savanna, The Wild Parrot eller andre eftertragtede brands, kan det få rumentusiaster til at glemme alt om stigende forbrugerpriser, mens de flækker sparegrisen, pantsætter huset og retfærdiggør at smide penge efter endnu en flaske til flere tusinde kroner. Selv hvis du er villig til at være med i ræset, kan flaskerne være svære at få fat på, fordi antallet er så begrænset. Er de så pengene værd? Som investeringsobjekt vil svaret ofte være “ja”. Og nogle af de bedste smagsoplevelser finder du også i den kategori af aftapninger. Men får du value for money? Ikke nødvendigvis. Du betaler rigtig, rigtig meget for at få de sidste smagsprocenter med. Lad os tage et eksempel fra den danske aftapper Romdeluxe. De har i deres Limited Batch serie lanceret en 15-årig Port Mourant fra Guyana i deres Limited Batch Series til 995 kr. Fra samme kedel har de i deres “Wild Series” sendt en 30-årig udgave på gaden til 3.000. Sidstnævnte blev revet væk, mens førstnævnte stadig kan findes rundt omkring. Er den dyre tre gange så god? Nej. Den er lidt mere kompleks og raffineret i sit udtryk, og som samlerobjekt kommer den uden tvivl til at stige mere i værdi. Men skal du have et godt glas uden frygt for at blive ringet op af din bankrådgiver, kan du sagtens “nøjes” med lillebroderen.
Undtagelsen:
Nogle gange ser man, at når en rom bliver udgivet i samarbejde med fx musikere, sportsklubber eller andet, så kommer der en hype om produktet, der ofte bliver lanceret til en pris, hvor du kan finde markant bedre rom til prisen på markedet. Disse rom er ofte rettet mod samlere eller fans, som måske ikke går så meget op i selve indholdet af flasken. Som investeringsobjekt kan de godt være en god forretning, men skal du drikke rommen, skal du nok bruge dine penge et sted, hvor der ikke er kørt så stort et marketingsmaskineri ind over. Jeg mindes aldrig at have set en annonce eller et kendt ansigt reklamere for fx Veliers aftapninger. Er indholdet godt nok, behøver det ikke den slags staffage.



Der er rigtig mange ting, der er med til at afgøre prisen på din rom. Og som indlægget her illustrerer, er der ikke noget simpelt svar på, om en flaske er pengene værd. Men jeg håber, du føler dig lidt bedre klædt på til at træffe et oplyst valg om, hvad du betaler for. Og skal du have et par bud på, hvor du får rigtig meget rom for pengene, så her tre bud i forskellige prisklasser.

Hampden Rum Fire: Her får du masser af smag, funky Jamaica-estere og vildskab til en pris, hvor alle kan være med. Den er fremragende til cocktails som Daiquiri og Mai Tai, mens den også sagtens kan drikkes rent, hvis du er i humør til hvid power-rom.

 

Compagnie des Indes - Guyana 13 sherry finish: En rigtig lækker rom med høj alkoholprocent, der har fået en slutlagring på fire år på et sherry fad. Fire år er minimum det samme som Hampden Pagos har lagret i alt, og den flaske blev lanceret til ca. samme pris, som du skal give for denne noget ældre aftapning. Sherry-finish gør sjældent noget dårligt for rom, og skal du lære nogen at drikke fadstyrkerom, kan de sandsynligvis godt være med her, uden det bliver for kedeligt for nørderne.

 

Worthy Park Single Estate 2006: Her holder vi os lige under 1.000 kr. for en fuldblods pot still-jamaicaner med 12 års tropisk lagring på flotte 56% alkohol. Flasken er den første årgangsrom fra Worthy Park efter distilleriet genstartede produktionen i midten af 00’erne og fik meget flotte anmeldelser, da den blev lanceret. Og det bedste er, at du stadig kan få fat i den til en meget rimelig pris.


Relaterede produkter