Cookiepolitik hos Whisky.dk

Denne side benytter sig af cookies for at kunne fungere korrekt. Hvis du klikker dig videre rundt på siden accepterer du automatisk at vi benytter disse cookies. Du kan læse mere om hvilke cookies shoppen sætter på vores generelle afsnit om cookiepolitik
cards
0
0,00 DKK
Indtast søgeord...
 
emaerke

Whitlaw og Stoisha, mærkelige navne.... Whiskyblogger Luka Gottschalk kigger på sagen

Whitlaw og Stoisha, mærkelige navne.... Whiskyblogger Luka Gottschalk kigger på sagen

Vores Whiskyblogger smager på to nye rigtig spændende udgivelser fra Signatory Vintage. Begge aftapninger er med fuld fadstyrke og helt naturlig farve og er eksklusivt aftappet til danske vinhandlere. 

Indlæg af Luka Gottschalk

Hvad gemmer sig bag navnet Whitlaw og Stoisha? Her får du svaret

Jeg har fået æren at smage to nye rigtig spændende udgivelser fra Signatory Vintage. Begge aftapninger er med fuld fadstyrke og helt naturlig farve og er eksklusivt aftappet til danske vin/spiritusforhandlere, deriblandt Whisky.dk. Der er tale om to meget forskellige aftapninger, den ene er en whisky fra øen Orkney fra den øverste del af Skotlands Highlands. Den anden er fra Islay regionen på Skotlands vestkyst.
WHITLAW 2013/2022 SIGNATORY VINTAGE 9 ÅR DENMARK-CASK SINGLE ORKNEY MALT SCOTCH WHISKY 58,7% Den første whisky som jeg vil komme ind på, er Whitlaw 2013 fra Orkney. Måske ringer navnet Orkney allerede en klokke hos dig? Hvis der skulle være nogen som er i tvivl, så er Orkney er hjemsted for kun to destillerier, nemlig Scapa og Highland Park. Whitlaw er et navn, som bliver brugt til uafhængige aftapninger fra Highland Park og denne er naturligvis ingen undtagelse!
Denne Highland Park har tilbragt 9 år på fad og har fået et finish på 1’st fill Sherry Butts og hvilken fantastisk farve den har dog har fået af dette! Den er utrolig mørk og ligner næsten en tung Sherry eller sågar en (lidt lys) Cola. Farven skaber allerede høje forventninger og jeg kan allerede afsløre at denne whisky for mit vedkommende, overgik disse forventninger. Jeg fandt den utrolig kompleks, dyb og balanceret, især den relativt unge alder på 9 år taget i betragtning. Det første møde med næsen bragte et hav af noter med sig og jeg vil huske denne whisky for duften lige så meget som smagen.
Næse: Ristede majs (lidt hen af popcorn), friskbagt kernebrød, honning, tarofrugt, skovbær, et hint af balsamico og en blid bålrøg. Herefter var det tid til at smage! Smagen af Highland Parks husstil var helt bestemt at finde her, blot med et lækkert ekstra lag af smag som 1’st fill Sherry fadet havde medbragt. Næsen havde allerede afsløret hvilken retning smagen vil bære hen ad, dog opfattede jeg smagen lidt ’’mørkere’’ end duften.
Smag: Solbærsaft, appelsinskræl, læder, kaffe, sort peber og en forsigtig, men tydeligt smag af sød tørverøg. Eftersmagen var mellemlang og blev endnu engang ’’mørkere’’ i udtrykket. En lidt sjov, men særdeles passende udvikling denne whisky går igennem.
Finish: Mørk chokolade, figner, brændt karamel og Olorosso Sherry (og alt hvad den medbringer). Jeg eksperimenterede derefter med at hælde et dråber vand i, det resulterede i at whiskyen blev langt mere slagkraftig og peberagtig i smagen. Faktisk lidt hen ad, hvordan jeg opfatter Highland Parks egen forholdsvis nye Cast Strength serie. Personligt foretrækker jeg det mere balancerede udtryk den har uden vand, men hvis du fortrækker en god kæberasler, så kom gerne et par dråber vand i. Alt i alt, var det en rigtig god oplevelse at smage denne aftapning fra Highland Park og det er bestemt ikke udelukket at den finder sin vej hjem på min hylde på et tidspunkt!
BUNNAHABHAIN STAOISHA 2014/2022 SIGNATORY VINTAGE 7 ÅR DENMARK-CASK SINGLE ISLAY MALT SCOTCH WHISKY 59,3% Den næste aftapning jeg i denne omgang fornøjede mig med, var intet mindre end en stærk, ung Staoisha fra Bunnahabhain destilleriet. Bunnahabhain kommer som bekendt fra Islay regionen og er blandt andet kendt for at have en alternativ tilgang til Islay whisky. Størstedelen af Bunnahabhains kernesortiment er nemlig u-røget (eller med ganske lave ppm niveauer). Dette er til gengæld langt fra tilfældet med denne whisky, som i modsætning til meget andet Bunnahabhain, er kraftigt røget. De røgede versioner af Bunnahabhain har fået tilnavnet ’’Staoisha’’ hos uafhængige aftappere og disse fås i mange varianter. Denne variant er destilleret i år 2014 og har fået 7 år på dechar/rechar hogshead fade. Dette betyder groft sagt, at der er tale om et eller flere ældre fade, som er blevet genristet og hermed fornyet. Den flotte ravgyldne farve leder tankerne hen imod en sherry-lagret whisky, men oplevelsen er en helt anden! Jeg formoder at fadet er blevet genristet hårdt, måske op imod char-level 4 eller ’’alligator’’ ristning. For mere information om fadtyper og ristning, læs gerne blogindlægget: ’’Har du styr på fadlagring?’’. Det skal dog tilføjes at ingen af disse informationer er angivet på flasken, så der er udelukkende tale om spekulation fra min side af. Duften var utrolig fyldig og imødekommende, på trods af både høj alkoholprocent og højt ppm-niveau.
Duft: Hård fadristning (sødlig træduft, kul, vanilje), kraftig røg, pære, revne æbler og en skøn havbrise. Smagen var meget anderledes end jeg forventede, røgen var underspillet på en rigtig god måde og føltes på ingen måde så kraftig som næsen implicerede.
Smag: Ananas, kokos, vaniljestang, røg, kul, havsalt. Næsten som en røget og saltet Pina Colada! Virkelig sjov og lækker smag! Eftersmagen var behagelig, men til den korte side. 7 års fadlagring har givet denne whisky masser af fyldig smag og det er på det parameter denne whisky skinner igennem. Det var mit indtryk at eftersmagen blev forlænget en smule, efter et par dråber vand.
Finish: Eg, ananas, sød malt og slukket vådt bål. Staoisha 2014 var ligesom Whitlaw 2013, en stor fornøjelse at beskæftige mig med. Det er ikke helt billige flasker, hvis man blot kigger på aldersbetegnelsen, men det er tydeligt at der er anvendt aktive kvalitetsfade til lagringen af disse aftapninger. Et pragteksemplar på at alder i whisky, ganske enkelt ikke betyder alt.
Relaterede produkter