Cookiepolitik hos Whisky.dk

Denne side benytter sig af cookies for at kunne fungere korrekt. Hvis du klikker dig videre rundt på siden accepterer du automatisk at vi benytter disse cookies. Du kan læse mere om hvilke cookies shoppen sætter på vores generelle afsnit om cookiepolitik
cards
0
0,00 DKK
Indtast søgeord...
 
emaerke

Renegade Pre Cask Rum - Blogindlæg af Thomas Heie Nielsen

Renegade Pre Cask Rum

Renegade er en relativt ny romproducent og er stadig knapt så kendt i det brede danske rommiljø. Og det er synd, for det er rigtigt nørdet og rigtigt lækkert. Det er ren rå rom – deraf navnet Pre Cask Rum – og så er det lige lidt mere voksent i procenterne end de fleste mainstream rom, nemlig 50% 

Blogindlæg af Thomas Heie Nielsen

Renegade Rumdestillery er et moderne romdestilleri, der ligger i den nordøstlige del af Granada. Granada er en af de sydøstligst beliggende Caribiske romproducerende øer, som ligger ca. 150 km. nord for Trinidad og Tobago, som igen ligger lige nord for Sydamerika. Så fik vi vidst geografien på plads.

Hvis man tager et besøg på Renegade Rumdestillerys hjemmeside, så bliver man mødt af følgende tekst: ”Is it possible to create a rum that can be taken as seriously as the world’s greatest single malts?”. Det sætter altså baren højt. Kodeordet for Renegade er terrior. Hemmeligheden er ren sukkerrørssaft, præcision, godt håndværk og traditionelle metoder kombineret med moderne teknologi.

Jeg skal i dag smage på to rom fra Renegade. Renegade Rum Pre Cask Dunfermline Column Still 50% og Renegade Rum Pre Cask Pearls Pot Still 50%. Bag på flaskerne er der en såkaldt Cane Code som fortæller alle detaljer om alt fra sukkerrørstype til destilleringsapparat samt ikke mindst de specifikke vejr- og jordbundsforhold, der har været til stede på netop det sted og dermed har været med til at skabe rommens helt særegne karakter.

Renegade Rum Pre Cask Dunfermline Column Still 50%

Højt oppe i St. Andrews bjerge på øens nordøstlige kyst ligger Dunfermline der engang var et glorværdigt destilleri som desværre i 2004 gik tabt til orkanen Ivan med vindhastigheder på op til 270 km./t. Ejendommens lerjord har i århundreder har været befordrende for sukkerrørsdyrkning. Til denne rom er brugt Lacalome Red sukkerrøret fra Skean's mark som på terroiret er kendt som Mango Lane. Vi er altså helt nede på sukkerrørs- og markniveau her. Denne rom bliver også produceret i en potstill udgave. Altså samme terroir, samme sukkerør, høstet og fermenteret på samme tid. Men blot destilleret på en potstill i stedet for på en kolonne. Super nørdet og super fedt. Jeg er vild med det.

Farve:
Klar.

Duft:
Skønne grønne, florale og græssede noter rammer næsen. Hø, tomatskud, fede grønne olierede saftige og saltede oliven. Det dufter meget sundt det her.

Smag:
Rommen smager mere komplekst end man skulle tro, af en kolonne rom. Der er noter af grapefrugt, blodappelsin, umoden honningmelon, salt og hvid peber.
 

Renegade Rum Pre Cask Pearls Pot Still 50%
På kystsletten, et stenkast syd for destilleriet, er der et spændende terroir mellem mangrove- og vandeng med en karakteristisk vulkansk, mineralsk og jernrig undergrund. Sukkerrørene vokser kraftigt på denne meget vandholdige jord hvor lerjorden er med til at holde på vandet. Til denne rom er brugt sorten Yellow Lady, fra marken kaldet "Grapefrugt", som står på terroiret kendt som Flats.

 

Farve:
Klar.

Duft:
En kompetent næse præger dette glas. Af en potstill rom at være, så er næsen dog behersket. Det er ikke et tungt destillat. Der er lidt subtile græssede noter, grønne umodne bananer, røget paprika og lidt saft fra friske grønne granskud.

Smag:
Rommen er destilleret på en klassisk Doubble Retort Potstill. Og hvis du har smagt meget Jamaica rom, så ved du hvad sådan et anlæg kan præstere. Men her skal vi huske, at det altså er den reneste friskeste sukkerrørssaft og ikke melasse som er brugt og så er det meget kortere fermenteringstider end på Jamaica og absolut ingen dunder eller muck.


Det er ikke ofte man smager rom i kombinationen ren sukkerrørssaft og Doubble Retort Potstill. Det er ret lækkert. Fint, rent, komplekst uden at være voldsomt. Et meget lækkert glas. Smagsmæssigt er vi stadig omkring det friske, florale og det grønne. Der er en fin skarphed på rommen, en smule hvid peber, salturt og en smule stjerneanis til slut. Rommen slutter tørt.

Jeg kan varmt anbefale Renegade Rum. Det er spændende. Det er nørdet. Det er velproduceret. Og det er til at betale. Og ud over de to rom jeg har smagt i dag, så findes der flere i serien af Renegade Pre Cask Rum som man kan gå på opdagelse i. Og så er Renegade Pre Cask Rum i øvrigt fremragende i drinks og cocktails. Enjoy!
Relaterede produkter