Cookiepolitik hos Whisky.dk

Denne side benytter sig af cookies for at kunne fungere korrekt. Hvis du klikker dig videre rundt på siden accepterer du automatisk at vi benytter disse cookies. Du kan læse mere om hvilke cookies shoppen sætter på vores generelle afsnit om cookiepolitik
cards
0
0,00 DKK
Indtast søgeord...
 
emaerke

Navy Strength vs. Gunpowder Proof vs. Overproof

Navy Strength vs. Gunpowder Proof vs. Overproof

 

Navy Strength vs. Gunpowder Proof vs. Overproof








Stærk rom har mange navne.

Indlæg af Thomas Heie Nielsen

Du har sikkert hørt begreberne Navy Strength, Gunpowder Proof og Overproof. Oftest flyder begreberne sammen og bruges lidt i flæng. Men hvad dækker de forskellige begreber egentligt over og hvor stærk er Navy Strength? Det har jeg tænkt mig, at dykke ned i. Jeg vil derfor tage dig med på en sejltur på de syv verdenshave. Det bliver en historisk sejltur med storm, skumsprøjt og krudtrøg samt naturligvis masser af kraftig rom. Så kast fortøjningerne og trim sejlene. Nu stævner vi ud.

Lad mig slå det fast med et samme. I den rom-skole jeg har gået i, der er Navy Strength 57,18%. Men der er andre skoler, som siger noget andet. Lad os kikke på det. Disclaimer. Det bliver nørdet.

Storbritannien er nok dem som er mest kendt for begrebet Navy Rum og Navy Strength. Det velansete og velinformerede site Cocktail Wonk skriver meget skråsikkert: ”Storbritanniens flåde udgav deres rom ved 54,5%. Navy Strength er altså 54,5%. Punktum”. Og her kunne sejlturen så slutte. Men lad os lige dykke lidt dybere i glasset og lidt længere ned i historien.



Facebook
Pinterest
LinkedIn





Vi starter på Jamaica i 1655. Storbritannien bankede de spanske kolonister ud af Jamaica og overtog herved herredømmet over øen og dermed samtidigt sukker- og romproduktionen. De forelskede sig hurtigt i den Jamaicanske kraftfulde og funky rom. Hurtigt blev sømændenes daglige rationer af brandy ændret til rom. Den daglige tot rom (romration) var på en halv Imperial pint svarende til næsten 28,5 cl. pr. mand, pr. dag. Hver dag! Og det var ikke det søde, og nedvandede rom. Det var kraftigt og tør rom i den høje ende af procentskalaen. Det blev oftest drukket rent og med det samme. Så der er ikke noget at sige til, at sømændene var lidt halv bimmelim det meste af tiden.

Før 1816 havde purserne - kaldet pussers - på de store engelske skibe ikke en præcis metode til at måle alkoholstyrken i rom (eller gin). Men de havde en tommelfingerregel. Man tog nogle korn krudt og puttede det op i en lille smule af den rene rom. Man mosede krudtkornene og rommen sammen til en slags sort pasta. Så varmede man det op med solen gennem et forstørrelsesglas. Hvis væsken antændte en flamme, så var rommen proof. Var rommen for svag (for nedvandet) så kunne den ikke antænde og dermed ikke godkendes. Hvis rommen (krudtkornene) derimod eksploderede, så var det fordi rommen var overproof.

At man havde høj styrke på rommen skyldes dels datidens afgiftsregler. Man betalte skat og afgifter pr. tønde rom, uanset hvor stærk rommen var. Derfor gjaldt det altid om, at have en så stærk rom som muligt på fadene, da man når rommen var kommet i havn og der var betalt skatter og afgifter, kunne vande ned og dermed sælge flere flasker og tjene flere penge.

Men det handlede altså også om, at hvis uheldet var ude og der kom vand på krudtet så kunne krudtet stadig antændes, hvis det lige fik et skvæt rom. Altså brugte man en relativ høj procent alkohol på sin rom på grund af økonomi og krig og egentligt ikke på grund af smag, selv om rom smager af mere, når det ikke er vandet så meget ned.




I 1816 opfandt Bartholomew Sikes hydrometret. Derved blev måling af alkohol i rom og andre alkoholiske drikke for alvor sat på formel og gjort præcist. Et hydrometer er uundværligt til måling af vægtfylde i flydende væsker og bruges til at bestemme alkoholprocenten. Bartholomew Sikes hydrometer blev faktisk anvendt i England som standardmåleudstyr af alkoholprocent helt frem til 1980.

Systemet tog de historiske begreber med sig og baserede sig derfor på proof (og overproof) systemet, (ikke det amerikanske) som tørstige sømænd havde kendt til i flere århundrede. Sikes hydrometer målte 100 proof ved lidt over 57%. Her begynder vi altså, at nærme os noget som vi i dag kender som Navy Strength. Helt præcist målte Sikes hydrometer 100 proof ved 57,142858 %. En rom som er på 57% er altså proof og alt derover er overproof.

Men Storbritanniens flåde var som resten af det Engelske folk og fastland ret konservative. De vidste bedre og de skulle ikke have sådan noget nymodens pjat. De havde trods alt været eksperter på rom i århundreder. Så Admiralitetet i den engelske flåde samlede 100 samples af Navy Rom, som alle var målt til 100 proof via den traditionelle gunpowder metode. Og så målte man hver og en af de 100 samples med det nye hydrometer. Gennemsnittet på alle samples var 95,5%, hvilket svarer til 54,5%. Dermed blev flådens Navy Strength fastlagt til 54,5% og altså lidt lavere end Sikes 57,14%.

Hvis du skal regne proof om til procent, så skal du dividere med syv og gange med fire. Dog er det amerikanske proof system, som stadig er gældende i Nordamerika, dobbelt op på procent. Således er en 80 proof rom i USA altså 40%.

Dermed er der altså to slags Navy Strength. Der er Sikes 100 proof eller 57% og så er der den britiske flådes 54,5%. De fleste omtaler i dag 57% som Navy Strength og 54,5% som Gunpowder Proof fordi man brugte den gamle metode med krudt (gunpowder) til at måde 100 samples og derefter efterprøve med det moderne hydrometer.

En historisk grund til, at man altid havde Navy Rum ombord på skibene på 57% eller derover, var at man kunne være på søen i uger eller måneder og på den tid, kunne fadene jo afgive angles share. Så hvis rommen var på 54,5% på fadene når de blev lastet på skibene, så ville de jo miste alkohol, og så ville de svigte ved en ægte gunpowder proof test.

The day rum died. En af grundene til, at den Engelske flåde har holdt fast ved 54,5% som Navy Strength, kan ud over traditioner være, at den daglige tot rom, som efter 239 års flådehistorie blev uddelt til sømændene for sidste gang d. 31. juli 1970 på Black Tot Day, var på 54,5%. I dag er det faktisk muligt at smage The Last Last Consignment som udgives af Black Tot Rum. Det er et stykke flydende flåde- og romhistorie.

Det er dog hundehamrende dyrt. Jeg har smagt det og det var sjovt at smage. Men nogen stor smagsoplevelse var det faktisk ikke. Det er modsat hvad man skulle tro meget blødt og afrundet og slet ikke komplekst. Der var utroligt meget fad på, selv om rommen for næsten 50 år siden, blev omhældt fra fade til stenflakoner og plumberet, så de ikke længere tog smag fra fadet eller gav angles share. Black Tot Last Consignment aftapningerne er I dag på 54,3% så det har smidt en lille smule alkohol, inden det blev omhældt og senere aftappet.

Hvis vi lige her inden vi går i land, skal opsummere så er den Engelske flådes Navy Strength altså på 54,5%. Men grunden til, at Navy Strength ofte omtales som 57% er, at det var Sikes 100 proof som blev målt til 57%. Og selv om rombranchen i maj 2021 fik trukket EU’s fødevaredirektiv og nogle nye romregler ned over sig, så ved vi romdrikkere jo, at pirater ikke har så mange regler eller i hver fald ikke altid retter sig efter dem, så du må godt vælge den procent som du synes bedst om, som din Navy Strength. Altså enten 54,5% eller 57%. Jeg ved godt hvad jeg vil vælge. Og det er den højeste på 57%

Jeg var i starten ganske kort inde på Navy Rum, som ikke skal forveksles med Navy Strength. Begrebet Navy Rum kommer af at det var det, den britiske flåde sejlede med når de patruljerede farvandene på de engelske kolonier i Caribien. Den første store britiske koloni var Barbados i 1625, efterfulgt af Jamaica i 1655 og derefter Trinidad i 1796 og Guyana i 1814. Fællesnævneren er at alle de omtalte øer er berømt for at lave noget fuldstændigt fremragende rom. Det er kraftigt, tørt og velsmagende. De tidligere engelske besiddelser i Caribien er også årsagen til, at man i dag kalder netop den romstil som produceres der, for den engelske stil.

Hver gang et engelsk skib gik i hjemlig havn i Caribien, skulle der provianteres og naturligvis var rom en vigtig del af det. Jeg tror faktisk at en af grundene til, at der så relativt sjældent blev begået mytteri på skibene var, at sømændene var skidefulde det meste af tiden. Men vi ved jo også, at meget alkohol kan give brok og ballade. Så det har helt sikkert ikke været nemt at føre skib dengang og man har været nød til, at være en hård banan ved mandskabet.



Her til sidst får du tre bud på nogle rigtigt lækre navy rum på navy strength:

Velier Royal Navy Very Old Rum 57,18%
Måske den bedste navy rum jeg har smagt. En bundsolid rom baseret på rom fra Guyana, Trinidad og Jamaica. Denne sammensætning er typisk for den rom, man i gamle dage serverede i den britiske flåde. Den oprindelige navy rum har formentligt været relativt ung og upoleret. Veliers udgave er blendet af gamle højskvalitetsrom. Jamaica rommen angives som over 12 år gammel. Guyana rommen som over 15 år og Caroni’en over 20 år. Velier oplyser endda et weighted average på 17,42 år. Det er tilpas nørdet til mig. En relativt dyr rom, som smager fuldstændigt fremragende.

Pusser's British Navy Gunpowder Proof Rum 54,5%
Rommen er et blend af forskellige typer Guyana rom ved forskellige aldre. Det er en kompleks rom med saft og kraft. Et rigtigt godt sted at starte, hvis du vil prøve kræfter med navy rom og du skal ikke skamme dig over, at komme den i en cola for den koster under 400 kr. På flasken fremgår det, at det er original admiral strength. Rommen kan i øvrigt også fås i en 75,5% udgave, hvis det skal være vildere. En rigtig manddomsprøve.

Black Tot 50th Anniversary 54,5%
En rom der fejrer 50 års jubilæet for den dag, hvor den britiske flåde stoppede deres tradition med daglige udskænkninger af rom, en tot. Blendet består af ikke mindre end 9 forskellige typer rom blandt andet Hampden (Jamaica), Foursquare (Barbados), Caroni (Trinidad) og ikke mindst en lille smule 42 år gammel Port Mourant (Guyana). Selv om rommen koster lige under 1000 kr. for en flaske, så er det en stor oplevelse og man får meget rom (og historie) for pengene. En oplevelse!


Relaterede produkter