Forside » Blog » Opskrifter - Cocktails, Mad, m.m. » Rom En gang var der fem Guyanas, nu er der faktisk kun rigtigt en enkelt tilbage. Romdeluxe Romblog af Jan Ohrt Indlæg af Jan Ohrt Tilbage i de gode gamle dage, hvor kolonimagterne cruisede verdenshavene tynde i deres jagt efter nye rigdomme, var specielt Det Caribiske Hav et yndet mål. I Europa var sukkeret blevet populært og stigende efterspurgt, vi var begyndt at få smag for rom og i netop dette område, som var relativ nemt at indtage små bidder af, viste produktion af sukkerrør sig at være meget gunstige, klimaet er noget nær perfekt og kystlinjerne enorme med god tilgængelighed. Alt var, som det skulle være, så det var bare at gå i gang. I starten var hollænderne de dygtigste og fik raget det meste af den sydamerikanske nordkyst til sig men måtte med tiden dele ud af besiddelserne til sine europæiske kollegaer enten ved tvang eller for penge. De fem store europæiske hovedspillere i dette raid havde naturligvis meget travlt med at få deres bid af kagen og måtte ofte kæmpe om rovet både med hinanden og et virvar af indfødte stammer, inden de kunne kalde besiddelserne deres og begynde at tjene penge på dem. Resultatet blev hele fem besiddelser på række med efternavnet Guyana på Sydamerikas nordlige kyststrækning, fra øst mod vest henholdsvis Portugisisk, Fransk, Hollandsk, Britisk og Spansk Guyana. Det portugisiske blev ret hurtigt en del af Brasilien, det spanske en del af Venezuela, da slaveriet endelig blev ophævet i 1833. Men de tre i midten fik lov til at leve relativt uændret indtil slutningen af det forrige århundrede. Men regionalt betragtet anses alle disse fem Guyanas som værende caribiske lande og regioner, fordi de stadig har stærke kulturelle, historiske og politiske forbindelser til de andre lande i det caribiske område Hollandsk Guyana blev i 1975 til Surinam og dermed som selvstændig nation, det mindste land i Sydamerika og i dag stadig med meget tætte forbindelser til Nederlandene og stadig med hollandsk som hovedsprog. Rom fra Surinam er som landet ligger lige nu ikke det store at skrive hjem om, men før de måtte afgive områder til englænderne i 1814, gav markerne omkring Demerara floden, specielt det hollandsk ejede destilleri Uitvlugt de rigtige muligheder for at udvikle potente og fyldige rom typer fra sine træ-pot stills (erhvervet tidligere fra blandt andet Port Mourant) sammen med nogle af regionens bedste sukkerrør. Alt dette unikke udstyr fra seks forskellige estates blev flyttet til det nu eneste tilbageværende destilleri i Guyana, Daimond Distillery, men mere om det lige om lidt. Øst for det gamle Hollandsk Guyana finder vi Fransk Guiana, som er næsten halvt så stort som Surinam, men da det stadig er et fransk departement, tæller det ikke rigtigt som et selvstændigt land. Befolkningen betragter sig som franske, taler sproget med stolthed og spiser friske croissanter med café au lait næsten ligesom i Paris. Rom produktionen er her sparsom kun repræsenteret ved det sidste tilbageværende destilleri i Saint-Laurant-du-Maroni og udelukkende som agricole, der mest bruges til ti-punch og til at krydre deres mad med. Men til gengæld har de været dygtige til at hente den rene rom i Guyana, hælde den på gamle franske cognac fade og lade deres varme og fugtige klima give slutproduktet nogle helt unikke smagsnuancer. Men nu til denne histories helt store stjerne, den tidligere britiske koloni Guyana. Her ankom og bosatte sig de første europæere i løbet af det 18 århundrede og med sig i bagagen havde de sukkerrør. De etablerede plantager og næsten samtlige af de større farme havde deres eget destilleri, så både sukker og rom blev produceret i stor stil. I 1815 overgik det meste og den mest lukrative del af området til englænderne og var under britisk overherredømme indtil 1966, hvor det lykkedes landet at rive sig løs og lidt senere fik sin officielle status som republik inden for Commonwealth of Nations. I starten var der virkelig fart på og Imperiet havde kronede dage i Guyana. Sukker og rom flød østover i store mængder og den vestgående og lidet flatterende trafik hørte heldigvis op ved slaveriets afskaffelse. Englænderne havde dog stor erfaring med indisk arbejdskraft fra blandt andet deres besiddelser i Østafrika, de var ikke helt så ”billige”, men de talte engelsk og var derfor nemmere at kommunikere med, så produktionen og eksporten fortsatte lystigt i et stykke tid fremover dog i et langsomt dalende tempo. Mange europæiske lande indførte efterhånden importrestriktioner for blandt andet at støtte deres egen nationale spiritus og mange destillerier i Guyana lukkede et efter et. Imperiet måtte træde en del i baggrunden efter selvstændigheden i 1966 og det der lignede det endelige dødsstød, oprandt den 31. juli 1970. Det hele begyndte i året 1655, da The Royal Navy fandt ud af, at det var for bøvlet at sejle rundt med øltønder, så sømændene kunne få deres daglige belønning. Øl blev udskiftet med rom, nøjagtigt en halv pint (284 ml) pr. mand, en ganske fornuftig ration. Disse glæder blev med tiden udvandet og reduceret, for til sidst at blive totalt udfaset på den sørgelige Black Tot Day, hvor sømænd bar sort sørgebind og i protest begravede den sidste ration til søs. Imperiets romeventyr lakkede mod enden. Ind på scenen trådte så Daimond Distlleries Ltd. med den helt klare mission at ville videreføre Guyanas stolte traditioner for det ypperligste håndværk og med det unikke udstyr fra de sidste seks destillerier. De fik blandt andet renoveret tre imponerende wooden stills, så de i dag arbejder upåklageligt og danner rygraden for nogle af destilleriets absolutte flagskibe i det nye kooperative set-up. Kendetegnet for disse aftapninger er en relativ kort fermentering med en meget begrænset andel af bi-alkoholer for at opnå det reneste slutprodukt som muligt. Det er seks af disse fantastiske fade med fuld styrke, som Rom de Luxe har håndplukket på stedet, færdig lagret her på vores eget kontinent og tappet på et stærkt begrænset antal flasker, vi nu skal smage på. Collectors series Rum No. 12 Guyana 16 YO - 53% ABV – Marque REV Vi lægger fra land med en helt naturlig rom destilleret på den gamle hæderkronede pot still fra det lige så berømte Versailles Distillery, som endegyldigt lukkede i midten af halvfjerdserne. Men kedlen buldrer stadig videre, nu hos DDL, og er ophav til noget af den bedste rom, huset præsterer. Denne rom har lagret på ex-bourbon, først otte år i troperne og så otte år i det mildere kontinentale klima, før den blev aftappet. Farven er mørk gylden, duften emmer af gammel eg og sødme med smagsnoter af læder, tobak, lidt vanilje samt tørret tropisk frugt. Smagen af fad ligger længe og runder hele oplevelsen af på en god, kraftig og fyldig måde. Jeg vil give den karakteren 7.5/10. Wild Series Rum no. 34 Diamond 20 YO 59,8% ABV - Marque MEE Denne rom er den første ud af tre fra smagekassen Unicorn vol. 2 og er produceret på Enmore EHP Coffey still, den eneste kolonnekedel af træ, som stadig laver rom. Den har ligget på ex. bourbon eg i hele tyve år både i tropisk og i mildt kontinentalt klima og har her fået en god viskositet samt en mørk ravgul farve. Duften er godt krydret med noter af melasse, lakrids og tropisk frugt, smagen er forførende kompleks fyldt med tørret frugt, brændt eg og afstemte krydderier. Den ligger godt og længe, måske lidt skarpt, i munden med en stærk og god personlighed og jeg vil give den karakteren 8,5/10. Wild Series Rum no. 35 Diamond 18 YO 59,3% ABV - Marque SLV Nummer to ud af tre fra smagekassen Unicorn vol. 2 er produceret på den originale franske Savalle Still med hele fire kolonner, som man har hentet hos det berømt Uitvlugt, lige henne om hjørnet lidt østover. Dette gamle apparat er kendt for at producere rom med en udpræget rørsukker-næse kombineret med en tør smag og medium fylde. Og det kan man sagtens fornemme i denne rom også. Duften er let pebret med noter af rosin og chokolade og giver næsten minder om juleaften. Smagen matcher duftbilledet fint, det lidt sødlige første indtryk bliver dog hurtigt afløst af rå tør styrke med ristet kaffe og tørrede urter bagest i ganen. Den klinger godt og længe i munden med sin gode og afbalancerede krop og jeg kan godt lide den ærlige og reelle Guyana-stil den viser frem. Så jeg giver den 9,5/10. Wild Series Rum no. 36 Diamond 18 YO 54,9% ABV – Marque MDXC Det sidste ben i taburetten på vores smagekasse bringer os tilbage til den gamle træ-kedel fra Versailles. Den er destilleret i 2004, den er lagret udelukkende kontinentalt på ex. bourbon fade inden aftapningen og er blevet tilsat en smule farve undervejs under lagringen. Næsen er fyldig og frugtig med en snert af sulfitter bag de tørrede tropiske frugter, lidt nødder og kanel - måske fordi tønden er blevet karamelliseret med rørsukker inden påfyldning. Smagen følger fint op på duften med melasse, sort the, lakrids og tørrede frugter. Denne rom er en kompleks lille sag men både rund og smagfuld med en både lang og tør finish med både hårdt ristet toast, tørret frugt, melasse samt både jordagtige og blomsteragtige associationer. Jeg giver den meget gerne 9/10. Wild Series rum No. 50 Anniversary edition 20 YO 56,9% ABV– Marque MDK Det første vi fik at vide af Kim Pedersen var, at denne rom er udsolgt, så det gjaldt om at nyde den. Vi havde bestemt gjort det med de fire foregående, så det havde han ikke behøvet at sige. Også denne er kommet til verden i den gode gamle træ-kedel fra Versailles og skal markere nr. 50 i rækken af Wild Series, hvor den første blev frigivet på Nordic Rumfest 1. juni 2019. Så den går man ombord i med en vis ærefrygt. Den har levet sine første 20 år i tidligere rom tønder under konstant kontinental lagring, så den er modnet nænsomt. Næsen er nøddeagtig med brændt eg, frisk hø og lavendel, citrus samt æble og er en smule sprittet. Smagen er sødlig og glat med smørkaramel, lidt banan, peber, nellike og saltet melasse samt urter og muldjord. Afslutningen er tør og balanceret dog med en lille snert af tannin. Denne rom er i topklasse men det er som om, den vil det hele på den halve tid, så jeg giver den 8/10. Wild Series rum No. 60 4 YO 77,75% ABV– Marque SWR Dagens rosin i pølseenden fra Guyana er både den yngste og den heftigste og den er lavet på den gamle Savalle kolonne kedel. Den har tilbragt sine knap fem år under kontinentale forhold i vores eget Danmark og i helt jomfruelige ege-tønder fra USA, så farven er svagt gylden, næsten klar. Duften er frisk og sødmefuld som en nyslået græsplæne men man kan godt allerede i næsen fornemme, at her er der knald på. Smagen er eksplosiv og overraskende floral med noter af frugt, vanilje og ny høvlet eg med en fyldig og næsten opulent krop på trods af sit korte liv. Den runder fornemt af med en fin og lang finish med masser af nuancer på trods af sit korte liv. Lige en rom efter min smag så den får 9,5/10. Denne lørdag hos Whisky.dk bød på en romsmagning meget udover det sædvanlige. Den indeholdt også tre yderligere titler fra Rom de Luxe fra henholdsvis Trinidad, Nicaragua og Jamaica men for at holde fokus på Guyana, må vi vente med disse til en anden god gang. Selvom jeg personligt nok er til rom med en lidt længere fermentering, lidt flere bi-alkoholer og lidt mere funk. Kim Pedersen er en glimrende repræsentant for RomdeLuxe og selvom rygtet lyder, at kun ca. halvdelen af hans historier er helt sande, har de alle en meget stor underholdningsværdi. Så kom endelig snart igen Kim Pedersen og tag gerne lidt flere af dine fantastiske flasker med! Relaterede produkter RomDeLuxe Wild Series Rum Unicorn Vol 2 Enmore EHP 20 år 70 cl 59,8% DKK 1.399,00 RomDeLuxe Wild Series Rum Unicorn Vol 2 Savalle SVL 18 år 70 cl 59,3% DKK 1.399,00 RomDeLuxe Wild Series Rum Unicorn Vol 2 Tasting Kit 3x70 cl DKK 3.999,00