Cookiepolitik hos Whisky.dk

Denne side benytter sig af cookies for at kunne fungere korrekt. Hvis du klikker dig videre rundt på siden accepterer du automatisk at vi benytter disse cookies. Du kan læse mere om hvilke cookies shoppen sætter på vores generelle afsnit om cookiepolitik
cards
0
0,00 DKK
Indtast søgeord...
 
emaerke

El Colon - fremragende rom med mange gode kanter - af Romblogger Jan Ohrt Ron Colon

El Colon - fremragende rom med mange gode kanter - af Romblogger Jan Ohrt Ron Colon

Romblogger Jan Ohrt mindes sin tur til El Salvador sidste år og sit møde med overraskende god rom, der bestemt ikke er som de andre. To nye varianter fra dette unge rom-hus er i denne tid ved at blive lanceret i Danmark og vi kan sagtens glæde os. Bienvenido a Sivar!

 

Indlæg af Jan Ohrt
El Salvador er et lille land i Mellemamerika, ikke meget større end Jylland, med en betagende natur, en lang bragende kystlinje ud til Stillehavet og en hel masse søde og venlige mennesker. Og det på trods af at både de og landet har været plaget af først en 12 år lang borgerkrig og siden en meget høj rate af bandekriminalitet med terror, vold og mord. Denne lidet flatterende statistik er dog hastigt forbedrende, måske på grund af nye massive midler tilført politiet, der har resulteret i tusinder af anholdelser, mange af dem desværre lidt tilfældige og på et tyndt grundlag. Resultatet er dog, at mange landes udenrigstjenester har lempet på advarslerne og mener, at turister nu kan færdes rimelig sikkert. Selvfølgelig skal man stadig ikke flashe sin smartphone og sit guldur alt for meget, når man går aftentur i nogen af hovedstadens mere betændte kvarterer, men det samme gælder jo for visse steder i København og omegn.

Landet udmærker sig på yderligere to områder, man dyrker her både kaffe og sukkerrør, som mange mener, hører til i den absolutte verdensklasse. Hvilket helt naturligt betyder, at man også laver rom. Salvadoranerne selv er mest stolte af mærker som Cihuatan og det kan man godt forstå, de laver glimrende rom. Men fordi råvarerne er så rigelige og af så høj kvalitet, popper der flere nye og ganske funky producenter op rundt om i landet og en af de helt nye hedder Ron Colon, opkaldt efter landets tidligere valuta, som så fik sit navn efter ham, der opdagede Amerika, Cristobal Colon. Vi andre, der ikke taler spansk, kalder ham Christopher Columbus.
Det hele tog sin begyndelse i 2018, hvor de to gode venner fra Californien, Thurman Wise og Pepijn Janssens tog på et 22 dages barcruise til Mellemamerika, endte i El Salvador og blev, som jeg, smask forelsket i det de så og oplevede. De arbejdede på dette tidspunkt begge allerede i branchen og da de blev begejstret over kvaliteten af landets to mest anerkendte råvarer, tænkte de straks, vi må lave en rom med kaffe. De tog kontakt til Jags Head Coffee Farms og før omtalte Licorera Cihuatan, og i løbet af relativt kort tid blev deres første produkt sendt på markedet: Ron Colon Salvadoreno Coffee Infused Rum. Den fås i to styrker, high proof 55,5% samt en mildere udgave på 40,5% og jeg elsker dem begge. Ret hurtigt er der dukket andre og nye varianter op fra Ron Colon som for eksempel Rumzcal 33/66, der består af 1/3 Mezcal samt 2/3 Ron Colon og sandelig yderligere en de kalder RCS Red Banana.

Og jeg har været så heldig at blive inviteret til en lille snig-premiere:

Ron Colón Salvadoreño Red Banana Oleo Rum 40,5%
I El Salvador er en banan ikke bare en banan, de findes og dyrkes i et hav af varianter og en af dem hedder banana rojo, en lille rød fætter fyldt med vitaminer og antioxidanter, man også planter på kaffeplantager for at give skygge til bønnerne. Da man hos Ron Colon med stort held længe havde leget med drink-kombinationer på deres klassiske mørke rom og en oleo saccharum trukket på netop banana rojo, fandt de det helt naturligt at gå planken ud og lave en færdig rom baseret på disse temaer.

For det første, lad dig ikke narre af den lilla farvede flaske, jeg tror den er valgt for at skille sig ud på bar hylderne. Lidt for meget Ibiza til min smag, men pyt med det. Indholdet er smukt ravgyldent med god viskositet og næsen bliver straks ramt af en betagende og sødlig tropisk aroma med friske sukkerrør og banan i forgrunden. Smagen er super-rig på banan og karamel, giver dig en anelse kaffe og søde bær samt lidt funk fra den traditionelle pot-still i baggrunden. Afslutningen er behagelig lang, sød og distinkt.

Ron Colón Salvadoreño Rumzcal 49,5%
Vi er nogle, der har leget med tanken om at kombinere god rom med god tequila og det er slet ikke en nem øvelse. Kunsten ligger i at dossere sig til den perfekte balance, således at smagen af bagt agave ikke bliver for dominerende og kommer til at overdøve rommens fine og delikate nuancer. Hos Ron Colon ser det ud til at være lykkedes. Med en nænsom blanding af deres mørke fadlagrede rom og den anerkendte Maguey Espadin Mezcal i det rigtige forhold har de opnået et helt unikt udtryk af smag og aroma og har bragt det bedste fra El Salvador og det autentiske Mexico sammen.

Farven er svagt klar gylden med en medium struktur. Med duften får du straks færten af, hvilken vej vi bevæger os i mod, den er rig på tropisk jord og røg fra den bagte agave uden på noget tidspunkt at overdøve den frugtige sødme, du får helt bagest i næsen.

Hvad smagen angår, fortsætter den med en fin balance præget af trækul samt lidt røg og det hele rundes smukt af med rommens naturlige og medfødte nuancer. Afslutningen er lang, varm og behagelig med en god tropisk følelse.

Prøv også cocktailen Mezcaloni:
1/3 Ron Colon RumZcal
1/3 Amaro Averna Bitter
1/3 Silvio Carta Vermouth

Relaterede produkter