Ny specialudgave af Arran 10 år Barley Review - Blogindlæg af Luka Gottschalk

Det er altid et kærkomment gensyn når jeg har whisky fra Lochranza destilleriet fra øen Arran, i mit glas. Kernesortimentet er altid fast inventar i min whiskysamling og er for mit vedkommende, noget af det bedste whisky man kan købe uden at skulle slagte sparegrisen først. Da jeg læste nyheden om et nyt spin på den klassiske 10 års aftapning, vækkede det med samme min interesse!
Den største og mest markante ændring fra den klassiske Arran 10, er typen af bygmalt som er anvendt. I denne nye ’’Arran Barley 10 Years Old’’ er der anvendt lokalt høstet byg, fra det nærliggende landbrug ved navn; ’’Bellevue Farm’’. Dette vil sige at hele flaskens indhold stammer fra øen Arran. Dertil er alkoholprocenten skruet op på fyrstelige 50% frem for de traditionelle 46% som vi kender det fra den klassiske Arran 10.
Ifølge destilleriets egne ord er fadlagringsstilen meget lig den klassiske version af Arran 10, så den egentlige smagsforskel skal komme fra den ændrede bygmalt og den øgede alkoholprocent…
Lyt også til vores podcast:
I glasset ser man en lys og ravgylden væske, som ser godt olieret ud uden at være decideret fed.
Duften er med det samme umiskendeligt Arran. Den er krydret og frisk med noter af vanilje, eg, honningmelon og appelsinskal. Den er minder mig meget om den klassiske Arran 10, dog med et intensiveret fokus på det krydrede.
Smagen byder på friskkværnet sort peber, tropiske frugter, bananer, ferskener, druer og dejlig sød bygmalt. Her er masser af kraft og volume uden at det bliver overdøvende.
Eftersmagen bevæger sig over i et mørkere territorie med endnu mere sødme. Jeg får noter af ristede kaffebønner, kakaopulver, og ristede nødder. Faktisk kunne det godt minde lidt en om Teramisu, hvis man ser bort fra nødderne!
Jeg kan bedst beskrive denne nye aftapning af Arran som en herlig krydsning mellem deres klassiske Arran 10 og den stærke Arran Quarter Cask. Dog med sit eget personlige præg. Det må siges at jeg er begejstret over at denne kan på nuværende tidspunkt, erhverves til lidt over en plovmand!
Denne aftapning er mærket som ’’ Batch 001’’ og der vil fremadrettet blive udgivet en ny variant hvert år, med nye typer byg og fadlagringsmetoder. Jeg ser frem til at prøve dem alle!