Cookiepolitik hos Whisky.dk

Denne side benytter sig af cookies for at kunne fungere korrekt. Hvis du klikker dig videre rundt på siden accepterer du automatisk at vi benytter disse cookies. Du kan læse mere om hvilke cookies shoppen sætter på vores generelle afsnit om cookiepolitik
cards
0
0,00 DKK
Indtast søgeord...
 
emaerke

Et par caribiske tvillingesøstre, en victoriansk pastor og en grillet ananas - af Jan Ohrt

Et par caribiske tvillingesøstre en victoriansk pastor og en grillet ananas

Romblogger Jan Ohrt dykker her ned i Charles Dickens’ hykleriske Pastor Stiggins, der elskede rom med ananas, varmt vand og sukkerknalder men var for nærig til selv at betale for den. Samtidigt fortæller han, hvordan man laver en passende dessert, med grillet ananas, mango sauce og vaniljeis. Desserten er lækker at spise sammen med et glas rom eller to, så derfor anbefaler Jan Ohrt at vælge Plantation Rum. Og så kan han slet ikke lade være med at dele sin holdning til ananas på pizza.

 

Indlæg af Jan Ohrt

Alle har vi en mening om den søde eksotiske frugt ananas og specielt hvorvidt den hører hjemme ovenpå en pizza, kan virkelig bringe sindene kog og har nærmest delt landet i to uforsonlige lejre. Personligt mener jeg, at ananas intet har at gøre på en pizza, specielt ikke når den bliver hevet op som små slimede firkanter fra en konservesdåse fyldt med sirup af tvivlsom kvalitet og skam være over den græsk-canadiske tumpe, der gjorde det første gang i 1962 på sin såkaldte restaurant i Ontario, Canada. Ikke at jeg har noget imod ananas, slet ikke, og jeg smagt eksempler fra både det caribiske og det sydøstasiatiske køkken, hvor denne herlige frugt virkelig kan løfte et måltid til store højder. Når den vel at mærke er frisk.

Naturligvis finder vi masser af ananas på stort set samtlige af de caribiske øer, man mener, at frugten blev introduceret af områdets søfarende indianere fra det sydamerikanske fastland og nogle af østaterne har nærmest taget den til sig som deres og ophøjet den til national frugt. Så derfor er det nærmest uundgåeligt, at den på et eller andet tidspunkt ville blive parret med rom på den ene eller den anden måde.
 
Plantation Pine Apple Rum Original Dark 40%
En af disse mere vellykkede parringer finder vi i form af de to søstre, Plantation Pine Apple Rum Original Dark samt Plantation Pineapple Rum Smoky Formula Limited Edition begge med efternavnet Stiggins’ Fancy opkaldt efter en karakter fra Charles Dickins’ Pickwick Papers. Pastor Stiggins er en lidt ynkelig og patetisk person, hvis diæt primært består af alkohol, som han betler sig hyklerisk til hos Mrs. Weller, hver gang Mr. Weller er bare det mindste fraværende. Pastor Stiggins absolut foretrukne er ananas-rom med lidt varmt vand og et par sukkerknalder(!) og har derfor fået disse to rom-søstre opkaldt efter sig.

Lad os starte vores victorianske rejse med den milde søster, Plantation Pineapple Rum Original Dark, hvor ananas er tilføjet ad to omgange, først i form af håndpillede skræller infuseret i tre-stjernet plantation rom, som igen bliver destilleret og blended med en Original Dark infuseret med det rene frugtkød. Alt dette arbejde skal ifølge producenten give os en rig og delikat ananas-bouquet.

Efter min mening er det faktisk ramt ganske godt. Aromaen af god mørk rom og ananas er mild, velbalanceret og delikat med noter af nelliker og toffee, uden at nogle af dem virker for påtrængende. På tungen fortsætter de gode takter, hvor den heldigvis smager mere af klassisk mørk rom end af ananas og hvor du ret hurtigt kan bruge en lørdag eftermiddag på at sidde og sippe en halv flaske for pludselig at opdage, at du kun har en halv tilbage. Som mixer kommer den virkelig til sin ret og bør være fast ingrediens i enhver fest-bar. Jeg prøvede først en Dark and Stormy og fandt ud af, at ingefær klæder denne rom-tøjte ganske godt, hvorefter jeg gik planken ud og hældte en god sjat i et glas Diet Coke, som jeg ellers aldrig drikker selv beriget. Også denne brutale test blev bestået med fine karakterer.

Ville jeg købe endnu en flaske Plantation Pineapple Rum Original Dark 40%? 
Næppe          Måske           Sandsynligvis            Ja
 
Pineapple Rum Smoky Formula Limited Edition Plantation 40%
Jeg ved ikke hvem hos producenten, der fandt på at hælde den oprindelige Stiggins’ Fancy på 200 liters gamle whiskeyfade af egetræ og lade det stå der for at se, hvad der så skete, men idéen var god. Resultatet er en klar opgradering af et produkt, som egentlig er ganske godt fra starten og det viser sig at røg og eg klæder Stiggins’ Fancy og giver hende helt nye ben at stå på med det logiske og mundrette navn Plantation Pineapple Rum Smoky Formula Limited Edition.

Producenten oplyser intet om, hvor længe denne rom er fadlagret, det kan dog næppe have været særligt længe. Du får selvsagt lidt røg i næsen ved siden af noterne fra den oprindelige variant, men noget lejrbål bliver det ikke til. I munden er den stadig mild og sød uden at have mistet nogen af de frugtige nuancer men det synes som om, at efterbehandlingen har dæmpet de sødlige ingredienser en smule og det er faktisk en forbedring. Dog er der ikke meget ny smag under solen bortset fra en gane som en nystrøget tændstik i et kort øjeblik, men alt i alt er den lidt mere nuanceret end originalen og derfor en forbedring.
Jeg aner ikke, hvordan den vil fungere som mixer, sikkert ganske godt men jeg prøvede det ikke. Derimod nød jeg den ren sammen med en god mellemamerikansk cigar og det gik fint.

Plantation Pineapple Rum Smoky Formula Limited Edition Plantation 40%? 
Næppe          Måske           Sandsynligvis            Ja

Og til det ikke cigarrygende publikum har jeg naturligvis et sødt alternativ som ledsager til disse to udmærkede søstre fra Plantation:
Grillet ananas med mango sauce og vanilje is:
1 frisk ananas skrællet og skåret i en cm. tykke skiver.
1 moden mango.
1 spsk. vaniljesukker.
1 spsk. rørsukker.
1 tsk. kanel.
Din bedste vanilje flødeis.

1. Læg skiver af ananas på en bageplade med bagepapir.
2. 
Rør kanel og sukker sammen og drys ud over frugten.
3. Skræl mango og skær den ud i fine tern, hæld den i en kasserolle med lidt vand og vanillesukker og lad den koge langsomt ind. Smag til med rørsukker og evt. citronsaft og lad den køle ned.
3. 
Sæt frugten i en 200 grader varm ovn og lad den få en tur til sukkeret er karamelliseret.
4. 
Tag din ananas ud og lad den køle lidt ned, scoop is på og hæld mango sauce over.

Server en god dram af en af de to søstre til. Eller prøv dem begge to for en sikkerheds skyld.

Skål og velbekomme!
Relaterede produkter