Krig, Fred & whiskyfad - Blog indlæg af Jonas Stengaard Jensen

Ikke desto mindre blev manglen på ammunition en politisk knortekæp, hvormed afholdsmanden, finansministeren og fremtrædende fortaler for et nationalt alkoholforbud David Lloyd George bankede sig vej ind i ammunitionsministeriet, hvorfra han under dække af at ville øge produktiviteten på landets fabrikker og derved løse granatmanglen videreførte sit livslange korstog mod alkoholindtag af enhver art. Det var langt fra første gang det walisiske wunderkind Lloyd George havde søgt at dæmme op for druk, men med krigen som hjemmel var hans autoritet og indflydelse noget nær uhæmmet. En række skrappe skattestigning blev pålagt alkoholproducenterne og hårde restriktioner af åbningstiderne blev trukket ned om ørerne på talrige udskænkningssteder, især hvis disse var så uheldige at befinde sig indenfor rækkevidde af en granat-eller våbenfabrik.

Flertallet af disse tiltag blev efter krigen tilbagerullet, men for whiskyen blev 1. Verdenskrig et afgørende vendepunkt. Man havde i lange tider været klar over at lagring i træfade havde en gavnlig virkning på kvaliteten af destilleret alkohol. Derfor blev især rom anset for at være et luksusprodukt, grundet den lange tid, der krævedes for at sejle de søde dråber fra Storbritanniens caribiske besiddelser og hjem til gamle Albion. Whisky blev derimod ofte drukket mere eller mindre som klar akvavit direkte fra kedlen. Hvis der var fadlagring involveret, så var det kun de største og mest veletablerede producenter, der havde råd til at lade de dyrebare dråber ligge på fad i en nævneværdig periode.

Med granatkrisen som kulisse gjorde Lloyd George op med denne praksis og trumfede i 1915 The immature spirits act [Den umodne spiritus lov] igennem parlamentet. Dermed blev det gjort ulovligt at sælge whisky yngre end indledningsvist to og senere tre år. Argumentet var, at denne lagringsperiode ville milde spritten og dermed dulme beruselsen hos dennes ulyksalige offer. Dette kan til en vis grad siges at være understøttet af videnskaben, der som bekendt viser os, at der gennem fordampning afgår et par procenter alkohol afhængigt af klima og vejrforhold fra et fad hvert år, det såkaldte angels share. Den bagvedlæggende logik var naturligvis, at på den korte bane ville whisky grundet lagringskravet blive så dyrt at producere og forsyningen så begrænset, at man næppe ville have råd til at drikke sig fuld i det, hvis man arbejde på en fabrik.

I henhold til planen faldt antallet af skotske whiskydestillerier dermed også fra lige omkring halvanden hundrede i starten af 1900-tallet til kun lidt over et dusin i mellemkrigsårene. Til gengæld var det, som Darwin skrev, de stærkeste, der overlevede. Whisky blev grundet dette minimumskrav til lagringen et utvetydigt luksusprodukt, hvis image ikke længere kunne besudles af skruppelløse baggyde-destillatører, der fyldte acetone og fusel i flasker mærket med fornemme navne og prydet med lånte fjer. I et af skæbnes mere udsøgte stykker ironi lykkedes det dermed for et af whiskydrikningens argeste modstandere at ophøje denne til den hædersunge position som kongen af al alkohol, hvorfra den stadig knejser stolt den dag i dag.